Menu
  • Del

Medlemsmøde for forhandlere i Lunderskov: Status på salg, regler og Danmarkskampagnen

Dato: 27- 04- 2026

Onsdag den 22. april var omkring 40 forhandlere, importører og agenter samlet i Lunderskov til medlemsmøde hos Intercamp. Camping Outdoor Danmark afholder årligt fire møder for forhandlersiden – to fysiske og to online – og denne gang var det den fysiske samling, hvor Intercamp lagde rammer til med et stærkt værtskab.

Dagen bød på en række faglige opdateringer og drøftelser. De to udvalg for henholdsvis autocampere og campingvogne gav status på aktuelle sager, herunder Motorstyrelsens praksis for beregning af grønne afgifter, energimærkning og de nye regler om E-COC. Derudover var der fokus på ændrede synsregler og nye krav til kontrolciffer i stelnummer.

Det dannede grundlag for en god og konstruktiv dialog, hvor deltagerne delte erfaringer og perspektiver på tværs af branchen.

Stærk opbakning til Danmarkskampagnen

På mødet blev deltagerne også præsenteret for den nye Danmarkskampagne fra VisitDenmark. Modtagelsen var meget positiv, og der var bred enighed om, at kampagnen rummer en oplagt mulighed for at styrke camping som ferieform blandt danske turister.

De tilstedeværende forhandlere og importører gav samtidig en klar tilkendegivelse om, at de ønsker at bidrage aktivt til indsatsen. Der er dermed et solidt grundlag for en fælles brancheindsats, hvor målet er at øge interessen for camping og få flere danskere til at vælge ferieformen i Danmark.

Skærpet praksis for CO₂ skaber usikkerhed i markedet

En problemstilling, der fyldte meget på mødet, er Motorstyrelsens ændrede praksis for fastsættelse af CO₂ og grøn ejerafgift på autocampere med HD-motor.

Styrelsen anvender nu en mere restriktiv tilgang, hvor sammenlignelige CoC’er ikke længere accepteres som grundlag for fastsættelse af CO₂, selv om denne metode hidtil har været anvendt i praksis, når det konkrete køretøj ikke har et oplyst CO₂-tal.

Konsekvensen er, at kunder, som allerede har fået leveret og registreret deres autocamper, efterfølgende kan modtager brev om, at afgiftsgrundlaget skal genberegnes. I mange tilfælde betyder det, at køretøjet overføres til DMR’s beregningsmodel, hvilket kan medføre markant højere afgifter – i nogle tilfælde en fordobling.

Under mødet var der mange der udviste frustration med motorstyrelsens fremgangsmåde. De er i en vanskelig situation, hvor de ikke kan give klare svar om den fremtidige ejerafgift, og kunderne oplever usikkerhed om de økonomiske vilkår – selv efter køb og registrering.

Beregningsmodellen for autocampere med HD-motorer har en negativ effekt på salget, og forhandlerne udtrykte et stærkt ønske om at der skal findes en løsning. På kort sigt ved at kunne omgå beregneren og på lang sigt ved at få nedbragt de høje afgifter. Camping Outdoor Danmark kunne oplyse, at vi presser på for at få ekspertgruppen for bilbeskatning til at se på autocamperbeskatningen.  Ydermere er vi i dialog med en række politiske partier og ordfører omkring en afgiftsnedsættelse – bl.a. Søren Olesen, som er forhandler – og nyvalgt folketingsmedlem for DF.  

Færre synsmuligheder skaber udfordringer i en overgangsperiode

En anden problemstilling, der fyldte på forhandlermødet, er de ændrede regler for syn af campingvogne, som allerede nu skaber frustration i branchen.

De nye regler betyder, at syn af påhængskøretøjer – herunder campingvogne – ikke længere må foretages på synssteder i kategori 3, samtidig med at tilladelser til flådesyn bortfalder senest den 30. juni 2026. I stedet flyttes synet til kategori 2 og 4, hvor der stilles højere krav til udstyr og faciliteter.

Det sker i en periode, hvor der fortsat er krav om syn i en række situationer, herunder ved ejerskifte, frem til 1. januar 2027, hvor reglerne lempes. Dermed opstår en overgangsperiode, hvor mulighederne for at få gennemført syn reduceres, samtidig med at behovet stadig er til stede.

Flere forhandlere gav udtryk for at det gav store problemer for deres virksomhed – de har nu kun et begrænset udvalg af synsvirksomheder, de kan bruge, som nærmest har monopollignende status – det betyder stigende priser og længere ventetider. Fx havde en forhandler tidligere haft 12 synssteder til rådighed – nu havde han kun en tilbage i området.

Camping Outdoor Danmark retter naturligvis henvendelse til Færdselsstyrelsen med de eksempler, der blev givet ved mødet.

Salget viser positiv fremgang

Forhandlermødet fandt sted på bagtæppet af en forsigtig optimisme i branchen. De seneste tal for nyregistreringer peger nemlig på en positiv udvikling i markedet.

For campingvogne er der registreret 466 nye enheder i perioden 1. januar – 26. april 2026 mod 421 i samme periode sidste år. Det svarer til en stigning på knap 11 %.

For autocampere er udviklingen endnu tydeligere. Her er der registreret 414 nye enheder i 2026 mod 356 i 2025 – en fremgang på godt 16 %.

Samlet set viser tallene, at der er en stigende efterspørgsel i markedet, og at branchen er inde i en positiv udvikling frem mod højsæsonen.