En ny målgruppeanalyse fra Dansk Kyst- og Naturturisme viser, at tyske og hollandske outdoorturister er yngre, mere digitale og mindre hotelorienterede end den gennemsnitlige turist. For campingpladserne er det både en mulighed og en opgave: gæsterne findes, men de skal fanges online og have mere end en plads at sove på.
Naturen er stadig Danmarks stærkeste trækplaster, men den måde, gæsterne bruger den på, ændrer sig. Det er hovedbudskabet i minirapporten The Great Nearby-målgruppen, som Dansk Kyst- og Naturturisme har offentliggjort i dag. Analysen bygger på udtræk fra VisitDenmarks Image- og Potentialeanalyse 2024 og ser på to grupper af tyske og hollandske gæster: dem, der vælger destination efter afmærkede stier og ruter, og dem, der vælger efter outdooraktiviteter som mountainbike, vandring og kajak.
For campingbranchen er rapporten værd at læse grundigt, fordi den peger direkte på, hvem gæsterne er, hvornår de kommer, og hvordan de booker.
Hotellet er stadig den mest brugte overnatningsform, men mindre hos outdoorgæsterne end hos turister generelt. Blandt tyske gæster, der rejser efter stier og ruter, bor 39 procent på hotel mod 47 procent i gennemsnit. Hos hollænderne ses det tydeligst hos rutegæsterne, hvor 7 procent overnatter i campingvogn og 6 procent i autocamper, mod henholdsvis 4 og 3 procent i gennemsnit.
VisitDenmarks segment Natur- og friluftsturisterne, der er stærkt overrepræsenteret i målgruppen, tager ifølge rapporten oftere på campingferie end den gennemsnitlige hollandske turist og rejser gerne i autocamper. Segmentet udgør omkring 22 procent af det hollandske marked og 23 procent af det tyske.
Rapporten konkluderer selv, at der er et gap i overnatningstilbuddet: den rette kapacitet, på de rette placeringer, med de rette faciliteter.
Den nye outdoorgæst vil tæt på naturen, men vil ikke nødvendigvis selv klare det besværlige. Rapporten beskriver en voksende efterspørgsel efter bad, toilet, god mad og en ordentlig seng, og den skelner mellem fire typer naturgæster: de klassiske, dem med komfortbehov, naturhyggerne og æstetikerne. Kun den første gruppe søger det primitive.
Det passer godt til de campingpladser, der allerede har investeret i hytter, glamping og mobile homes, og det understreger, at variation i overnatningstilbuddet på den enkelte plads er en styrke over for netop denne målgruppe.


Outdoorgæsterne følger overordnet de normale sæsoner, men med interessante afvigelser. Blandt tyske outdoorgæster ankommer 19 procent i januar, og hos hollænderne har samme gruppe en tydelig top i april. De tyske rutegæster rejser mere end gennemsnittet i perioden juli til september.
For pladser med helårs- eller forlænget sæson er det et konkret argument for at markedsføre sig målrettet i skuldersæsonen.
Rapporten har et særligt fokus på cyklende turister. Beliggenhed er det vigtigste kriterium, når de vælger overnatning, og blandt gæster på længere cykelferie lægger knap halvdelen vægt på sikker opbevaring af cyklen. Over hver tredje fravælger steder med krav om minimumsophold, og elcyklen er nu lige så udbredt som den klassiske bycykel.
Aflåst cykelopbevaring, ladestandere og fleksibilitet ved én-nats-ophold kan derfor være forskellen på at blive valgt eller valgt fra.
Begge målgrupper bruger digitale inspirationskilder markant mere end gennemsnittet. Tyskerne søger bredt på nettet, bruger kort som Google Maps og, for outdoorgæsternes vedkommende, sociale medier langt mere end andre. Hollænderne går især via bookingportaler og overnatningsstedernes egne hjemmesider: 36 procent af de hollandske outdoorgæster bruger bookingportaler mod 21 procent i gennemsnit.
Konsekvensen er enkel: en campingplads, der ikke er synlig på Google Maps, på de store portaler og med en hjemmeside på tysk og hollandsk, er usynlig for målgruppen.
Fakta: The Great Nearby er et projekt under Dansk Kyst- og Naturturisme, der løber fra oktober 2025 til udgangen af 2027 med støtte fra Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse. Rapporten kan downloades HER