Menu
  • Del

Pressemeddelelse: Nu skal vi skabe bedre rammer for fremtidens camping

Dato: 09- 10- 2025

Campingbranchen: Nu skal vi skabe bedre rammer for fremtidens camping

Camping Outdoor Danmark er glade for, at Plan- og Landdistriktsstyrelsens rapport om reviderede regler på campingområdet nu er offentliggjort – men understreger, at arbejdet først begynder nu.

”Det her er startskuddet! vi står klar til en åben og konstruktiv debat om, hvordan vi skaber bedre rammer for campingerhvervet. Rapporten er et skridt på vejen – nu handler det om at finde løsninger, der styrker både erhvervet, landdistrikterne, og dansk turisme” siger Niels Frederik Lund, direktør i Camping Outdoor Danmark.

Camping er danskernes foretrukne ferieform i Danmark i højsæsonen, og er samlet set med over 12 millioner årlige overnatninger Danmarks tredje største ferieform. Det er en central drivkraft i mange lokalsamfund. Branchen ser et stort potentiale for vækst, innovation og flere arbejdspladser – hvis reglerne gøres mere fleksible og tidssvarende.

Det store benspænd ligger i campingreglementet:

“Campingreglementet er i dag alt for ufleksibelt og spænder ben for en branche, der egentlig gerne vil udvikle sig. Det er ærgerligt, for vi kunne skabe langt flere oplevelser, arbejdspladser og fine faciliteter, hvis reglerne fulgte med tiden. Campingreglementet er ganske enkelt ikke erhvervsvenligt – det har mere end 50 år på bagen og hører fortiden til!” siger Niels Frederik Lund, direktør i Camping Outdoor Danmark.

Branchen peger især på tre vigtige tiltag:

Mere frihed til udvikling og innovation – mindre detailregulering samt mere bestemmelsesret for den enkelte campingpladsejer.  

Bedre muligheder for glamping, større hytter (også inden for strandbeskyttelseslinjen) og vintercampering – så pladserne kan imødekomme nye ferieformer og målgruppers behov.

Tydeligere regler for autocampere - med fri og fair konkurrence mellem aktørerne.

Læs rapporten HER

Kontakt os
Niels Frederik Lund
Direktør
Niels Frederik Lund